“Let’s talk Colour”.
Hun er en af Danmarks største nulevende kolorister.
Man kan forvente at se hendes dynamisk penselsstrøg, der er som en leg på lærredet, og viser en aldeles uspoleret og umiddelbar tilgang til form og farvesprog.
Som en let dans på lærredet, der på én og samme tid både er dramatisk og poetisk.
Gavmild brug af farver, resulterer i en stærk og levende vitalitet, der nærmest springer ud mod publikum.
Som beskuer til et så farverigt billedsprog, bliver man glad og frydefuld – som at modtage en underskøn buket af de mest farvestrålende sommerblomster, der vil bringe smil og glæde frem i enhver.
Inge Dahl’s billedunivers
Når Inge Dahl maler er hendes skaben som et ritual, der udføres. Den oplevede virkelighed fremstår i værkerne som koloristiske aftryk: En moderne Lascaux hule. Er det mon jagttrofæerne kunstneren skitserer? Er det livets fodaftryk der erindres?
I de grafftittiprægede – til tider rammeopdelte billedflader fremstår livet som på farvefilmens prøvetryk. Det fælles for Inge Dahl’s tilværelsesudsnit er dog til stadighed: Elegance – erotik – farveglæde og humor. Som i filmsekvenser bringer kunstneren på en gang ‘close-up’s’ fra fortiden samtidig med en nutidighed, der bringer den oprindelige betydning af biografi i erindring. Billederne illustrerer ved deres poetiske streg både ind – og udblik – robusthed og hudløshed.
Uden at kunne sige det med sikkerhed vil jeg tro at Inge Dahl’s expressive værker står i gæld til elegancen og den faste kontur hos DUFY og Matisse – men samtidig også til farveglæden og vildskaben hos Kirchner og De Kooning. Uanset de ældre mesters og inspiratorer har Inge Dahl sin helt egen kunstnerpersonlighed: Feminine, energifyldte firmementer – humoristiske, kraftfulde – på én gang truende og tiltrækkende.
Inge Dahl’s dokumentation af den moderne tilværelses følelsestilstande og atomiserede hverdagsliv printer sig på nethinden: Var det ikke sådan?
Nogle af værkerne hensætter beskueren i et muntert, let men også eftertænksomt lune – andre billeder virker mere alvorlige og underfundigt foruroligende. Fælles for billederne er: Her er noget, jeg kender. Beskueren må søge i sin egen bevidsthed:
Esben Harding Sørensen
Lektor, cand.mag.