Juridisk Institut

Retssal Juridisk Institut, Århus Universitet

Maleri på lærred: Laws of the Future 100×390 cm, 2016
6 stk. collager på karklud, 2016 

I maleriet Laws of the Future er farven rød-orange dominerende. Den er valgt for at skabe varme og liv i rummet samt henlede tanken på retfærdighedens ild.
Motivet er løse rektangler, der har form som bogsider/lovtavler. Det nonfigurative udtryk skaber reference til den abstrakte tænkning.
Der er dynamik i penselføringen. – Når der procederes er det skarpe intellekt og analysen på færde, men fremførelsen må ikke være kold og klinisk, ej heller undervisning.

Collager

I  6 stk. juridiske collager er jeg dykket ned i jura substansen –  herunder etik og systematik – fra den visuelle vinkel. Jeg har undersøgt samtidige/historiske billeder og sproglige/litterære fortællinger om retfærdighed og jura.

Billederne udtrykker sammenhænge som er svære at italesætte. Collagens form åbner for associationer/nytænkning og kan udfordre vores forståelse af etik og identitet, som individ/samfund. I lyset af de store historiske omvæltninger som finder sted, er det påkrævet.
Til collagerne hører printede essays. Disse er ophængt ved hver collage.

Kravene til de studerende om at levere mere på kortere tid kan betyde at historisk/ tværfaglig viden ryger ud. Derfor er juridiske collager tænkt som et indspark omkring interessen for fagets kontekst.

Mit valg af materiale er koloristisk betinget – men også et underfundigt valg. Karkludene kan tolkes som en opfordring til at klargøre og rense såvel vores tanker, mind-set som handlinger. Og dermed sikre fornyelse samt den optimale indsats.