I forbindelse med udsmykningen af retssalen på Juridisk institut ved Århus Universitet har jeg udarbejdet en serie collager – 6 stk. omkring jura.
Jeg er dykket ned i jura substansen – herunder etik og systematik– set fra den visuelle vinkel. Jeg har undersøgt udvalgte samtidige såvel som historiske billeder og sproglige /litterære fortællinger omkring retfærdighed og jura. Jeg har skabt billeder på omstændigheder og sammenhænge som umiddelbart er svære at italesætte. Collagens form skaber mange fortolkninger, åbner for associationer og eftertanke.
Samspillet mellem intellekt og perception bør være en kilde til nytænkning, og kan udfordre og udvikle vores forståelse af etik og identitet, som individ og samfund.
I lyset af de store historiske omvæltninger, som til stadighed finder sted, forekommer belysning relevant.
Til collagerne hører små printede essays, disse er ophængt ved hver collage. I forbindelse med besparelser på universiteterne, hvor kravene til de studerende om at levere mere på kortere tid kan spændvidde, historisk og tværfaglig viden ryge ud af den studerendes bevidsthed. Netop derfor er juridiske collager tænkt som et indspark, omkring interessen for fagets kontekst.
Mit valg af materiale er koloristisk betinget – men også et underfundigt valg: Collage på karklude! Karkludene kan tolkes som en opfordring til at klargøre og rense såvel vores tanker, mind-set og handlinger for at leverer fornyelse og den optimale indsats.