Lisbeth Stryhn, kunstanmelder (uddrag)
Nogen gange er der en visse lighedspunkter mellem hund og hundeejer.
Men sjældent oplever man at kunstner og værk glider så meget ind i hinanden som tilfældet: Inge Dahl og værker. Hun er billedet og billedet er hende. Hun ødsler gavmildt af farver og energi, Ja, man kan nærmest sige at man ryger ind i en eksplosion af farver …
Ingen tvivl om at vi her har en kunstner som maler fra recepten hjerte til hjerne.
… ”Under mit ophold i Indien fandt jeg ud af at jeg skulle være maler. Men jeg fik også midt i den materielle fattigdom foræret livsglæden, nydelsen og sanseligheden” siger hun. Det er den lære, som altid rumsterer i hendes arbejder. Kroppen , sansningen, følelsen og intellektet.
… Som billedkunstner skal man hele tiden presse sig selv. Der skal ske noget nyt, og man bliver nødt til at prøve nye ideer af for ikke at blive hængende i de gamle.
“Det nærmeste klassen kom på Pippi Langstrømpe”
Af forfatteren Maria Grønlykke uddrag af bogen: “Fisketyven – Historier hjemmefra”. Dahl og Grønlykke var klassekammerater.
… “Kun én af os andre havde en minimal chance for at klare Karsten, når der var slåskamp i frikvarteret, og det var Inge. Godt nok var hun det nærmeste klassen kom på Pippi, men det var kun fordi hun var en hidsigprop af Guds nåde at hun på sine bedste dage kunne tyre ham. Inge, hende prøvede tegnelære Tofte også at få gjort kål på. Han var uddannet tømrer og krævede snorlige streger på alle tegninger. Inge ville ikke have lige streger på sine tegninger, hun ville være kunstmaler og male lige hvad fanden der passede hende, når bare det ikke lige var lige. Tofte fik dybe fure i panden, når han skulle til at gå i gang med at rakke ned på hendes ting.
Bagefter blev hun nødt til at rejse jorden rundt og op og ned ad Amazonfloden og endda kravle hele vejen op til Himalayas top, før hun slap fri af Toftes tossestreger og endelig kunne få lov at male sine muntre paraplyer og kaffekopper og glade folk i alle farver, i fred for alt hans åndssvage lineallort.
I Himalaya mødte hun Irenes lillesøster, sin nabo hjemme fra Sønderby. Hvis det ikke er typisk.”
Årets Kunstner på Stiften -Inge Dahl er et vulkanudbrud af godt humør, optimisme og begejstring, og sådan er hun også gået til opgaven med at lave årets litografier til medlemmerne af Århus Stiftstidendes Kunstforening.
Hans Petersen, chefredaktør Århus Stiftstidende
Inges palet fik farve i Snave og i Indien – Jeg vil give dannelse i arv – At turde skille sig ud er blevet en mangelvarer. Vi er for få individualister, konstaterer kunstneren Inge Dahl, der selv har forsøgt alt fra skurvogn i Christania til en enkeltbillet til New York. Mød kvinden, der forlanger dannelse.
Århus Onsdag, Af Allis Michelsen
Inge satte farver på livets palet; – Vi er for få originaler…
Ugebladet Søndag af Vivian Timmermann
INGE DAHL, F. 1961 I STRANDBY, MALER
Uddrag af:”Hundrede års Kvindsomhed” Maria Grønlykke– Gyldendal
Jeg var simpelthen blevet så RASENDE, det irriterede mig
HELT ENORMT, gjorde det! Lundstrøm smed konens staffeli
ud ad vinduet, da de tog på bryllupsrejse! Hvad bildte
han sig ind! Sådan en KLAPTORSK! (…)
Nå, en dag kunne det være nok, og så gik jeg op på ARoS (…)
Og så gik jeg i gang, jeg tror jeg snakkede en time i træk. (…)
Kunne I ikke gå ned i jeres kælder og gennemgå magasinet
og så lave en mega retrospektiv udstilling med
alle de kvindelige malere (…)
Her kikkede jeg olmt på ham, det er jeg god til, sådan
med sammenknebne øjne ligesom i gamle dage hjemme i
Strandby når vi var oppe at slås med lysserne, han fik mit
allerhårdeste dræberblik ” (…)
JA, alle dem, de aldrig har vist en kvart centimeter lærred af
på ARoS og de fleste andre steder, kabumm! (…)
Hvorfor gør ikke ALLE museer sådan? I hele landet!
Sikken manifestation, sikken opdagelsesrejse!